Borgerforslag: Forbyd omskæring af drenge under 18 år

Et nyt borgerforslag foreslår at der indføres en mindstealder for omskæring af drenge. Opnår forslaget 50.000 stemmer, skal det behandles i Folketinget.

Skal drenge have ret til at sige nej til at blive omskåret? Det er debatten der rejses i disse dage, hvor et nyt borgerforslag har set dagens lys.

Forslaget går ud på at der indføres en mindstealder for omskæring af drenge på 18 år. Hvis forslaget bliver til lov, ville det betyde at drenge vil få mulighed for selv at vælge om de ønsker at blive omskåret eller ej. Det ville nemlig så være forbudt at omskære drenge under 18 år, med mindre der da er en medicinsk grund til at gøre det.

I mange andre sammenhænge i sundhedsvæsnet er informeret samtykke en selvfølge. Altså det princip at man på et informeret grundlag har mulighed for at sige ja eller nej til en behandling. Ikke desto mindre gælder dette ikke ved omskæring af drenge, hvor der ofte høres eksempler på 3-5 årige drenge der må holdes fast, mens forhuden bortskæres. Når samfundet tillader denne form for potentiel tvang, er det fordi retten til samtykke må bøje sig for den religiøse eller kulturelle ret til at omskære sit barn.

Så spørgsmålet er, hvilken ret der tæller højest. Retten til at dyrke sine religiøse eller kulturelle ritualer? Eller retten til selv at bestemme om man vil have foretaget et irreversibelt kirurgisk indgreb, som en omskæring er.

Kvindelig omskæring er forbudt

Det er flere år siden at omskæring af kvinder blev forbudt. Dette skyldes især at omskæring af kvinder kan medføre slemme komplikationer, især fordi omskæring af kvinder kan være temmelig omfattende.

Den mest ekstreme form kaldes for en infibulation, og her fjernes hele klitoris hos kvinden og der sker en fuldstændig fjernelse af kvindens indre skamlæber og delvist de ydre skamlæber. Der efterlades kun et lille hul hvor urin og menstruationsblod kan passere.

Omskæring af drenge er ikke så ekstrem, som den kan være hos kvinder. Ikke desto mindre er der mange der mener, at det er forkert at skære i raske drenge uden nogen medicinsk årsag, og at drengene har en ret til selv at sige nej.

Folketinget skal behandle Borgerforslag, hvis det får over 50.000 stemmer

Netop derfor er der nogle der nu har stillet et Borgerforslag, der skal indføre en mindstealder på 18 år. Nogle af forslagsstillerne er personer fra foreningen Intact Denmark, der kæmper netop for at beskytte drenge mod omskæring.

Læser du på hjemmesiden for Borgerforslaget, kan du se at den har fået en anmærkning om at den kan være grundlovsstridig. Denne anmærkning er en standardbemærkning der sættes på, fordi det kan være grundlovsstridig at forbyde omskæring, hvis den strider mod religionsfriheden. Dette vil blive undersøgt hvis borgerforslaget bliver vedtaget.

Lige nu har over 32.000 danskere støttet borgerforslaget, og der er således kun 18.000 underskrifter der skal indsamles endnu, for at borgerforslaget kan blive til virkelighed. Hvis borgerforslaget bliver vedtaget, betyder det ikke at Danmark får en mindstealder for omskæring, men at Folketinget bliver tvunget til at tage stilling til spørgsmålet.

Du kan selv støtte borgerforslaget her med NemID. Hvis forslaget inden den 31. juli 2018 opnår 50.000 stemmer, skal Folketinget behandle forslaget.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *