Flere gode nyheder om HPV-vaccinen

Der kommer konstant mere forskning af HPV-vaccinen, som bekræfter at vaccinen er både sikker og effektiv. Læs om de nyeste resultater her.

HPV-vaccinen har de seneste år været genstand for en del debat, fordi der var mistanke om at HPV-vaccinen skulle være skyld i at en lang række piger udviklede slemme bivirkninger efter vaccinen. Blandt andet har vaccinen fået skylden for at give sygdommen POTS – specielt hos sportsaktive piger.

EMA der er det europæiske lægemiddelagentur undersøgte derfor om POTS kunne være en bivirkning til HPV-vaccinen. Resultatet af undersøgelsen var at der ikke var evidens for at POTS skulle være en bivirkning til HPV-vaccinen, og pigerne måtte derfor have fået POTS af andre årsager. POTS er da også en sygdom der hyppig debuterer netop i teenagealderen hvor vaccinen gives – også for piger der ikke vaccineres.

EU ombudsmanden frikender HPV-vaccinen

En gruppe personer kritiserede dog EMA’s undersøgelse af bivirkninger for flere kritikpunkter. Det var blandt andet Peter Gøetzche fra Nordic Cochrane Center og Margrete Auken fra SF der kritiserede EMA, og de stillede derfor EMA en lang række spørgsmål. EMA undersøgte kritikpunkterne og besvarede grundigt alle spørgsmål, men dette var klagerne ikke tilfredse med. De klagede derfor videre til EU ombudsmanden, hvor de klagede over EMA’s behandling af deres klage og deres undersøgelse af bivirkninger.

Resultatet af den klage til EU ombudsmanden er netop kommet. EU-ombudsmanden konkluderer:

There was no maladministration by the European Medicines Agency in the handling of the referral procedure on HPV vaccines.

Der er altså ifølge EU ombudsmanden ikke noget at komme efter, selvom de anbefaler EMA til fortsat at gøre deres arbejdsgang mere åbne og offentlig tilgængelig.

HPV-vaccinen er meget effektiv

Udover EU ombudsmandens frikendelse af HPV-vaccinen, er der netop også kommet et nyt større studie, der viser at HPV-vaccinen er meget effektiv. I studiet har forskerne fulgt op på de forsøgsdeltagere som fik HPV-vaccinen som nogle af de første i Danmark. De var deltagere i det såkaldte FUTURE II studie, og fik vaccinen 4 år før alle andre danskere.

Opgørelsen viste at INGEN af dem der havde fået HPV-vaccinen har fået hverken svære celleforandringer eller livmoderhalskræft siden de blev vaccineret. Det er altså nogle af de første forsøg der antyder en direkte effekt af vaccinen på livmoderhalskræft, fordi kvinderne i FUTURE II forsøget begynder at komme op i alderen hvor man normalt får livmoderhalskræft.

44 sygdomme frikendt som bivirkninger til vaccinen

Statens Serum Institut har herudover også lavet et nyt stort registerstudie, der omfattede mere end 3 millioner personer. Her har de sammenlignet med 45 forskellige autoimmune eller neurologiske sygdomme, og set om de forekom hyppigere hos vaccinerede end ikke vaccinerede. De 44 sygdomme kunne fuldstændig udelukkes som en potentiel bivirkning, fordi her var der ikke nogen sammenhæng.

Den eneste sygdom, der ikke kunne udelukkes i dette studie var Cøliaki. Her var der en lille overrepræsentation, men det kan skyldes at Cøliaki har været underregistreret i Danmark. Studiet siger derfor ikke at der er en sammenhæng med Cøliaki, men snarere at en sammenhæng ikke kan udelukkes. Med andre ord skal der flere studier til at kunne udelukke en sammenhæng.

Mens de gode nyheder af HPV-vaccinen vælter frem, er vaccinationstilslutningen også begyndt at stige i Danmark. For tiden vaccineres der mere end dobbelt så mange piger hver eneste måned, i forhold til hvad lægerne normalt oplever.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *