Mæslinger er nu udryddet i Danmark

Danmark har officielt elimineret mæslinger i Danmark. Dette har WHO vurderet efter at der ikke har været vedvarende smitte i Danmark de sidste tre år.

I 1987 indførte Danmark MFR-vaccinen – den vaccine der gives til børn for at beskytte dem mod Mæslinger, Fåresyge og Røde Hunde. Nogle skrækkelige sygdomme der før vaccinen blev indført betød at mange børn hvert år blev slemt syge og de fleste af dem blev indlagt.

Før vaccinen blev indført var det ikke ualmindeligt at 70.000 børn blev ramt ved hver epidemi og 5-7 børn døde ved hver epidemi. Netop derfor valgte Danmark og mange andre lande i verden at beskytte børnene mod en slem sygdom.

Det har vist sig at være en succes. En så stor succes så Statens Serum Institut nu melder ud, at mæslinger anses for at være elimineret i Danmark. Elimineret betyder ikke det samme som en eradikation, dvs. den totale udrydelse. For at et land anses for at have elimineret mæslinger skal der ikke have været vedvarende smitte med mæslinger inden for de seneste 3 år.

Det vil sige der må godt have været enkelte tilfælde af mæslinger der er importeret i forbindelse med rejser og lignende. Disse skal blot være velbeskrevet og under kontrol.

Udover at mæslinger ikke skal have været i Danmark de seneste 3 år, skal der også være en tilstrækkelig vaccinationsovervågning og høj vaccinationsdækning. Den seneste opgørelse fra Statens Serum Institut viser at det er ca. 90% af alle børn der får det første stik af MFR-vaccinen, mens ca. 84% har fået dem begge to.

Den seneste forskning viser også at de breve Statens Serum Institut sender ud til forældre, der har glemt at vaccinere deres børn, er med til at få vaccinationsdækningen op.

Kan mæslinger totalt udryddes?

Selvom Danmark nu har såkaldt “elimineret” mæslinger, er det jo ikke det samme som den totale udryddelse. Der vil stadig kunne komme enkelte tilfælde der kan importeres i forbindelse med rejser i Danmark. Herudover er der stadig også nogle forældre der ikke vaccinerer deres børn, og dermed kan være med til at holde sygdommen i live.

Udover dette findes mæslinger i stor stil ude i resten af verden. Der er masser af lande der endnu ikke har udryddet mæslinger, og derfor vil den nemt kunne vende tilbage igen. Netop derfor er det vigtigt fortsat at holde vaccinationsdækningen høj.

Teoretisk set er der dog intet der hindrer at vi kan få udryddet mæslinger totalt. Mæslinger er nemlig en virus, hvor det særlige er at den kun rammer mennesker. Det betyder at imellem epidemierne spreder den sig i mindre grad og gemmer sig til næste epidemi. Mæslinger har derfor ikke nogle dyr eller lignende der kan agere reservoir og holde den i live, hvis vi udrydder den hos alle mennesker.

Det betyder, at hvis samtlige lande fik udryddet mæslinger, så ville vi teoretisk set ikke se sygdommen mere og kunne stoppe med at vaccinere. Det er dog et ambitiøst mål, der nok kommer til at tage mange år. Indtil videre kan vi glæde os over at vi ikke ser den i Danmark.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *