Sille Lundquist død af brystkræft

Den tidligere supermodel Sille Lundquist døde i går af brystkræft, kun 47 år gammel. Det fremgår af datteren Anouska Lundquists Facebookprofil.

Om sin mor skriver datteren:

D. 21/1/18 rejste min smukke mor til Nangijala, eller himlen, kan man også sige. For mig er hun den perfekte mor, og jeg kunne aldrig drømme om, at ændre den mindste ting på hende. Jeg kunne ikke være mere stolt over, at Sille Kornum Lundquist er min mor, og over at jeg er hendes datter. Jeg synes jeg er den heldigste person i hele verden, at jeg har fået lov til at få så meget tid og have fået så mange fede minder med hende

Hun er kendt for at have vundet prisen som Supermodel Of The World i 80’erne og blev også omtalt som Super-Sille.

På Sille Lundquists egen Facebookprofil fremgår det, at modellen den 20. december modtog sin sidste medicinske behandling mod sin kræftsygdom. Det var en såkaldt T-vec immunoterapi behandling, hvor en genetisk modificeret herpes simplex virus anvendes til at bekæmpe kræftcellerne. Viruscellerne er modificeret, så de kun kan dele sig i kræftceller, og ved at sprøjte dem ind i kræftcellerne vil de dele sig til cellerne til sidst sprænger og dør. Selvom Sille Lundquist fik denne potentielt lovende behandling, nåede den desværre ikke at redde hendes liv.

One comment to “Sille Lundquist død af brystkræft”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *