Hvad sker der når bierne uddør?

Bierne dør og forskere over hele verden frygter for hvad der skal ske med verdens afgrøder. Kan planterne klare sig uden bierne?

Kan planter egentlig overleve, hvis bierne uddør? Kan dyr og mennesker? Det er nogle af de skrækscenarier der er blevet fremsat hvis verdens bier skulle uddø. Det er nemlig bierne der bestøver blomsterne, som giver de planter som dyr og mennesker skal leve af.

Gennem de sidste årtier har flere lande berettet om et kraftigt fald i bistadier der overlever. Hvad årsagen er til faldet i forekomsten af bier diskuteres stadig, men pesticider har fået skylden for noget af faldet. Med andre ord kan en del af de sprøjtegifte vi anvender være med til at slå de bier ihjel der skal bestøve planterne.

Et studie fra 2014 på Havard University viste at anvendelsen af nogle insektgifte var med til at fremkalde såkaldt Colony Collapse Disorder (CCD) hos bierne – en tilstand hvor de bliver forvirret og ikke kan finde hjem til deres bosted. Det sammenlignes også med en form for Alzheimers sygdom hos bierne.

Det er dog vigtigt at slå fast, at pesticider er formentlig ikke den eneste grund til at bier dør. Der har for eksempel også været eksempler på at bestemte former for mider slår bierne ihjel.

Hvad sker der med planterne når bierne dør?

Forskere i Norge har undersøgt hvad der sker med planterne, når de ikke længere har bier til at bestøve dem. Ved at sammenligne plantevækst hvor nogle har bier til at bestøve dem og andre ikke har, kan de se hvad effekten er.

Ved den tropiske slyngplante Dalechampia scandens så forskerne at blomsterne simpelthen blev mindre, når de ikke havde bier til at bestøve dem.

Forskerne sammenlignede også hvordan blomster vokser i områder med få bier, med planter der vokser i områder med mange bier. De fandt ud af at blomsterne faktisk klarer sig overraskende godt, fordi når de ikke har bier, begynder de at bestøve sig selv. Planten ændrer form, så det er lettere at selvbefrugte sig og tilpasser sig på den måde de nye forhold.

Det ser altså umiddelbart ud som om planterne, og dermed os, godt kan overleve selvom bierne dør. Uanset hvad arbejder forskere dog på nye ideer der kan forhindre bierne i at uddø, så vi stadig kan bevare de smukke blomster som bierne bestøver.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *